torsdag den 24. januar 2008

Den larmende nabo

Elegi i ottaver



Blandt alle denne Vestegns boligblokke
er intet sted så lydt, som hvor jeg bor.
Man hører mavekval og nabohor.
En søvnløs øver sig i gang med stokke,
en Don Juan forsøger pigen lokke,
en hel forsamling spiller Matador.
Hvis nogen spiser knækbrød, ja, så virker
det som den ganske opgang står og knirker.

Det var mit held, at jeg til nabo havde
en mand der gik i filtsko hos sig selv
og holdt sig under tyve decibel,
Han skyed' støj og råb og al ballade
Han gjorde alle folk omkring sig glade
og viste hensyn til de andres vel.
Han leved' af kartoffelmos og vandgrød.
Men, ak, en dag så var den gode mand død.

En stund derefter kom min nye nabo
og flytted' ind med bulder og med larm.
En tatovering lyste fra hans arm
Han var en krydsning mellem Morten Sabroe
og Mephistopheles af Istvan Szabo.
Når han gik ind, så sprængtes dørens karm
Det viste sig, han var til techno-rocken
Den kunne høres halvvejs ud til Nokken.

Det er musik, der spilles uden noder
Det lød som om han sparked' af al magt
konservesdåser ned i trappens skakt,
som slagsmål mellem kat og svirebroder,
som sammenstød imellem tvende kloder,
som jordskælvgungren støbt i marchens takt.
Det var så hårene blev blæst af issen
hver gang han nød musik, ham techno-bissen

Jeg prøved' med et kosteskaft at banke
og slå på mine radiatorrør
Men intet skete. Det var lige før
han tog det som musik fra højre flanke.
Han skænked' ingen anden nogen tanke.
Så gik jeg ud og banked' på hans dør.
Han hørte ingenting. Hans dør stod åben
og han sad indenfor og nød det, tåben.

Så gik jeg ind og stod der i hans stue
og bad ham venligt om at skrue ned
og vise lidt normal anstændighed.
Hvad gjorde han? Han gav sig til at true
Han skulle sat'me gi' den ekstra skrue
Jeg sku ha en på hodet, så det sved.
Jeg var en fucking bøsse og en svans
Nu ku jeg trippe cykelkædedans.

"Skrid, før jeg på dit skide hoved hopper".
Jeg skred, så det blev da hans sidste ord.
Nu sidder jeg derinde, hvor jeg bor
og aldrig, aldrig techno-larmen stopper,
så jeg har købt solide ørepropper
Nu kan jeg ikke mere høre spor.
Jeg er holdt op mit fløjtespil at øve
og ser kun Tekst-TV og nyt for døve.

Ingen kommentarer: