Firserfest - et Vintereventyr

Det var i de svundne ungdomsår
i fattigfirsernes dage
(Forunderligt er det, som tiden går.
Nu er der kun smuler tilbage).

Vi orkede ikke høre på Ninn
på Haarder og Stetter og Schlüter,
men tænkte kun på den trolddomspind
der ivrigt til bamserne dytter.

Vi var en sammensvejset flok
der kom fra den samme skole.
Det var mig og Ib og Nikolaj Koch
og Asger og Ejler og Ole.

De fem af os var vel nok omtrent
som knægte altid vil være
Men Ejler var tidligt fra flokken rendt
og hørte vist til de sære.

Vi andre røg Kings og drak en pils
var temmelig artige fyre
mens Ejler råbte: Så kom og hils
på chillum og skunk og syre.

Vi læste kun Hulebjørnens klan
og frække romaner om Fanny,
mens Ejler var ude på sin vulkan
med Burroughs og Ginsberg og Danny.

Jeg sværmed' i al uskyldighed
for en der hed Liselotte.
Og Ejler sa', mens han røg en fed,
ja, hun er en lille godte.

Liselotte havde gjort det bekendt
at hun holdt en fest. Vi ku skeje
lidt mere ud, for hun havde sendt
forældrene til Gilleleje.

Vi drenge havde en særlig skik
med at varme op førend festen
Det var derfor vi hjem til Ejler gik
for at få os en under vesten.

Ja, så velkommen i svinesti'n,
sa' Ejler, og se her, drenge.
Her er hundrede tyve liter vin.
Det er lige hvad I kan trænge.

Det er hjemmebrygget bananvin som
min fætter har lavet, sa' Ejler
med hospitalssprit og gammel rom.
De kalder ham Sorte Sejler.

Vi drak bananvin af store krus
Den vin gav opstød og bøvsen
Og kors i røven, en mægtig rus
Vi gik alle sammen fra snøvsen

Hold kæft, hvor var det en dejlig vin.
Den var som en hest der sparker.
Den havde en bismag af terpentin
så man hoster af den og harker

Så gik vi til Liselottes fest
men Ejler var rablende crazy.
Han ville lave en acid test
Det havde han fra Ken Kesey.

Og meningen var, at vi lagde bund
med bowlen der stod på skænken
Der var lidt vermouth og ellers kun
Druêta i velkomstdrinken

Men Ejler syntes, hvad var lidt stift,
vi alle sku op og flyve
Så han gav bowlen et mægtigt pift
lysergsyre femogtyve

Drik så, sa' Ejler med rævegrin
Få fingrene ud af hullet.
Og vi der før havde drukket vin
gik bare lige i gulvet.

Men pigerne, der havde nippet småt
så fugle og blå kaniner.
De havde det faktisk ganske godt
og tænkte på amoriner.

Men nu var alle drengene væk
hver mulig og tænkelig bejler.
Den eneste fyr, der var fro og kæk
var ingen anden end Ejler.

Og Ejler horede tit i flæng,
han var som den lumskeste øgle.
Nu gik han med Liselotte i seng.
Hun havde forældrenes nøgle.

Hun vidste knap nok, hvad Ejler hed
men - det var i grunden det værste -
da hun og Ejler de end'lig kom ned
så kaldte hun ham for "min kær'ste".

Det var en morgen i januar
Jeg følte mig så mismodig
Helst slog jeg Ejler til krykhusar
og banked' ham blå og blodig.

Du skulle hellere sige tak,
sa' Ejler med smil på læben,
For alle kvinder er noget rak.
Kom nu, så skrider vi, Preben.

Jeg var som en stor klump fugtigt vat
Jeg lod mig trække og føre
og vandrede ud - jeg var lidt mat -
med Ejler i vejens pløre.

Vi gør som Kerouac har gjort
og vender ryggen til byen.
For alting her er noget lort
og stinker op imod skyen.

Det sagde Ejler og han fik
snart losset mig på toget.
Det gav mig et lille hjertestik
men jeg var lam i låget.

Og efter færgen og en bro
sa' jeg: Er det her Danmark
endnu? Det virker jo min tro
som hedeland og sandmark.

Vi rejste gennem Jyllands land
jeg fatted' ikke noget.
Jeg så kun jord og flyvesand
Det blev mig lidt for broget

Men Ejler havde købt billet
og vidste hvad han gjorde.
Jeg var som en marionet
han trak i sine snore.

Til sidst så endte da vi to
af alle verdens steder
et sted, hvor skiltet sa' Hobro.
Oh, ungdoms sære glæder.

Bananvinen kom stadig op
i halsen og i næsen
så jeg var ikke helt i top.
Måske er jeg for kræsen.

Jeg var så slatten som en klud
og alt stod som i tåge.
Jeg husker bare vi sku ud
og hilse på Svend-Åge.

Hvem han var, har jeg faktisk glemt
og glemt hvad derpå fulgte
Men hvis der skete noget slemt
så var det i det dulgte

Jeg husker bare at jeg sad
alene næste morgen
og var så helt aldeles flad.
Jeg havde druknet sorgen.

Og nu var Ejler blevet væk
og med ham togbilletten.
Han havde ikke sagt et kvæk
Fis har han i kasketten.

Man skal nok glæde sig fordi
de gamle ungdomsdage
er dybt begravet og forbi
og aldrig kom tilbage.