Kunst

(mel.: Den kiedsom vinter)


På barndomshjemmets stuevæg
hang oldefædrene med skæg
og midt deri
et maleri
En kronhjort stod ved søens bred
i fred
Den var så smuk med sit gevir
at den var dagligstuens sir
Den brølede mod himlen op,
det rysted' i dens stærke krop
Den var et billede på brunst
og kunst
Og den der tæt til hjorten går
vil kunne se hvert mindste hår
fint malet af;
han ku' sit fag
den maler, der har dette gjort.
Hvor stort!


I vore dage kaldes hver
for kunstner blot han er lidt sær
og slår en klat.
Hvor plat!
En abelort, der smøres ud
er gud
End ikke klat behøver man.
Nu siger man, at kunsten kan
blot være tanke og idé
Der kan man altså bare se
Det er logik for høns og gås
og vås
Alt hvad jeg tænker når jeg står
og reder mine spredte hår
er såre godt
og vældig flot
Den varme luft og idel dunst
er kunst