torsdag den 24. januar 2008

Prebens rap

Der er ikke fordi det sker så tit, når man bor i Klovtofte
der er rap og performance, man får ikke rigtig lov ofte
men så i sidste uge var der gang i noget nede i beboerhuset
og så sad jeg hos mig selv og kunne mærke lidt af suset
Jeg synes osse nok at jeg kan være med der hvor der foregår
men det nytter ikke noget man har slips og sparsomt borgerhår
For at si' det som det er så er der alderdomsfascisme
men det ka jeg ikke ta mig af, jeg tar med, ja, fanden skisme
Giv mig gud om ikke salme- så en rigtig rappertunge
så skal I bare se at Klystrup kan være ung med de unge
og der var en plasticpose inderst i garderobeskabet
hvor jeg havde alt mit tøj fra den tid jeg var lidt flabet
Jeg fandt tøjet frem og trak i mine bukser der var med svaj
men der var tyve centimeter bart af mavens flæskesteg
Jeg har lissom lagt mig ud siden jeg var atten år
Når man prøver gammelt tøj, så kan man se at tiden går
så jeg bandt enderne med snor og over det forvasket t-shirt
med Nej til Atomkraft fra en gammel ideologi-flirt
Mit sparsomme hår blev redt over skaldepletten
og så var det ellers bare med at lette rumpetten
Ned til huset og inden længe stod jeg der på en tribune
Nu sku gamle Klystrup vise hvor hans rappervid ku lyne.
Jeg var helt speedet op, lissom dengang jeg tog atle-
tikmærket i sølv, så jeg var klar til at battle.
Jeg sa': Yo, homeboys, hvis ikke du er taber og en sjoller
kan du se hvor jeg kan rappe, hvor jeg tryller og trolder
endnu bedre end Eddie Skoller
der bare render rundt på scenen og fjoller.
Det er ikke fordi jeg vil disse jer andre
men I kan godt pakke sammen og gå langt ud og vandre
Det jeg her har at sige er nærmest som et indslag i OBS!
så I kan godt se hvordan det er mig, der skal ha props.
I det store og hele syns jeg at de unge er så søde
men når de drikker alkohol, blir hjernerne bare bløde
Det er derfor man skal huske på det råd fra Uge 40
Enogytyve genstande max, og de er små og ikke større.
Læg jer det på sinde, børn, så blir I klarere i hodet
Det kan I godt trænge til, for I virker temlig rodet
Og nu I er i gang, så prøv at lære at tale rent
I kan godt gå i gang nu, det er aldrig helt for sent
Det hedder Socialdemokratiet og ikke zjaldimmzit
Det hedder konditoriet og ikke kummizrit
Jeg syntes jeg ku mærke en uforskammet måben
der sine steder nærmest blev til piften og til råben
men jeg var alt for godt i gang til nu at kunne stoppe
og plus'lig sprang den snor der holdt de smarte bukser oppe
Der var ikke noget at gøre, jeg kunne mærke bukserne falde
og der stod jeg i lange underhylere fra Dalle Valle
Jeg ved knap hvordan jeg kom hjem, det var den lange march fra Mao
og så sad jeg der og rysted' mens jeg drak min kakao.

Ingen kommentarer: