Undulaten

Sammen med en døsig flue sidder jeg med vintersnue
i min egen lune stue foran dette kakkelbord.
og min hals som på giraffen søger langstrakt ned mod kaffen
og jeg tænker: Et slaraffenliv er det, der om mig gror.
Dette liv er jo så trygt, at det er lige før jeg tror
jeg er hjemme hos min mor.

Min kanelsnegl: Når jeg bider, er det jo som om jeg glider
bort til fjerne rum og tider, hvor der dufter af kanel.
Hører jeg tukanen skrige, ser jeg jaguaren snige
sig igennem skovens rige, ser jeg ørkenens kamel?
Jeg forsvinder i en skov, er kun en helt usynlig del
og dog stadig her og hel.

Ud fra urskovsmørket kommer som en lille fortidsdommer
på måske en halv snes tommer, med en farve som spinat
denne fugl, der tanken lammer, for den bor jo på mit kammer
i den by, hvorfra jeg stammer, denne grønne undulat
som fik fuglefrø af Brugsens allerbedste fabrikat
og et lille blad salat.

Jeg er her og dog derhjemme, kaldt af undulatens stemme
Åh, hvor kunne jeg dog glemme denne lyd, der lød så spagt?
Det er ikke stueuret, men et næb der slår mod buret.
Du har skræppet, du har skurret, du min lille undulat
du der vendte dig om pinden som en anden akrobat
hvad jeg husker ganske svagt.

Fra kanelsneglen kom duften bølgende igennem luften,
til den slukkede fornuften med et verdensfjendsk diktat.
Og det er som om jeg drømmer, mens erindringsfloden strømmer
til jeg nutidsboet rømmer sammen med min undulat,
skyller mig og den tilbage til er liv der står så vagt
søger mod en fortidsstat.

Nu er alting længe siden, men et budskab gennem tiden
ramte mig med denne viden, du, mit mindes tro soldat.
Under kirkegårdens stene smuldrer nu forældrebene
og her sidder jeg alene med et blus, der er lidt svagt
med kanelsnegl og med koppen med et mokka-derivat
sammen med min undulat.